Denne skole blev etableret i år 2000 af James Kahangirwe, som er tidligere lokalpolitiker, men forlod politik pga. frustration over omfattende korruption. Skolen har 102 elever, som alle er piger over tolv år og hvor størstedelen er forældreløse og derfor bor på skolen. Skolens mål er at uddanne pigerne i praktiske færdigheder, så de bliver job-skabere og ikke job-søgere. De bliver uddannet i syning og frisør- og computerfærdigheder.
| Skoleleder James Kahangirwe med tre af skolens elever ved en symaskine |
Når de forlader skolen udstyres pigerne med en ”grundpakke”, som skal hjælpe dem med at skabe deres eget job og hermed støtte lokalproduktionen. Udover den almindelige undervisning er alle elever også med i skolens kor, som ved hjælp af sang og musik udbreder kendskabet til bl.a. HIV/Aids. Med vores støtte kan vi bl.a. hjælpe med at finansiere køb af nye symaskiner, reparation af gamle maskiner og betaling for almindeligheder som sakse, sæbe og lægebesøg.
Hvad er deres overordnede mål?
”Håndarbejdsskolen skal opbygge de unges konkrete håndarbejdsevner og generelle selvtillid, så de kan tage livet i egne hænder og blive selvforsørgende ved at skabe deres eget job og hermed blive en inspiration for andre unge i Bushenyi.”
Hvorfor er denne skole nødvendig?
Skolens etablering skete som en reaktion og et svar på en række komplicerede samfundsmæssige problemer. Kort sagt kan fattigdom ses som det altoverskyggende problem og det følgende er et eksempel på hvorledes fattigdommen i Bushenyi nødvendiggør skolens eksistens.
Eksempel:
Folkeskoleuddannelse i Uganda er gratis, men når de unge skal videre i systemet opstår der problemer, eftersom deres familier ikke kan betale for Secondary Education (gymnasium eller teknisk skole). Når de unge således ikke kan fortsætte deres skolegang øges, for pigernes vedkommende, f.eks. risikoen for at ende i prostitution. Selvom pigerne skulle undgå at ende i prostitution, er de alligevel i risikogruppen ifht. HIV/Aids, fordi den manglende skolegang gør, at deres hverdag ikke er fast og de kommer til at tilbringe meget tid på gaden. Ydermere, så er mange af pigerne, som nævnt tidligere, forældreløse pga. HIV/Aids og deres familier har sjældent råd til at betale for de mest basale livsnødvendigheder, som f.eks. lægebesøg.
Håndarbejdsskolen er gratis og fungerer som et alternativ for de forældreløse unge piger som måske ellers ville have endt på gaden. Pigerne kan bo på skolen, hvor deres basale behov bliver dækket, f.eks. ved at pigerne indgår i et fællesskab og skolen betaler deres mad.
Hvor får de penge fra?
- Værger og forældre bidrager med mad og genbrugspapir, som bruges til syøvelser
- Network for Human Concern (NEHCO), som er en mindre ugandisk hjælpeorganisation, støtter skolen med et fast bidrag hvert år.
- Bushenyi kommune støttede enkelte af de forældreløse elever – dette skete dog kun i 2004.
- Venner af skolen støtter med personlige bidrag.
Skolen har således været i stand til at generere ca. 31.000 kr. om året.
Hvad bruger de pengene på og hvad har de brug for?
- Materialeindkøb, f.eks. ved indkøb af symaskiner, undervisningsmateriale, sakse, mad, brænde, skoleuniformer og senge til de studerende.
- Krisehjælp til de studerende, som har mistet deres forældre pga. HIV/aids eller på anden måde er blevet udsat for traumatiserende oplevelser, f.eks. voldtægt.
- Rådgivning af de studerendes værger, så disse kan få en dybdegående forståelse for pigernes situation og behov.
- Startpakke, som tilbydes hver forældreløs pige, som færdiggør skoleopholdet, så hun kan starte egen indkomstaktivitet, blive selvforsørgende og hermed virke som en inspiration for andre.
- Kreative oplysningsaktiviteter, som udføres af pigerne, ved gennem musik, dans og drama at oplyse lokalsamfundet om farerne ved malaria, alkoholisme, prostitution, uopmærksomhed i trafikken og HIV/Aids. I forbindelse med disse aktiviteter er der behov for penge til transport, trommer og kostumer.
- Administrationsomkostninger som skal dække løn til de ansatte, som består af 4 håndarbejdslærere, 1 vagtmand, 1 kok og 1 skoleinspektør. Derudover skal der betales for leje af skolens lokaler og sovesale til de studerende, samt vand, elektricitet, kontorartikler, potentielle lægebesøg og reparation af symaskiner.