Undervisningen foregår fra mandag til fredag mellem 8.30 til 14.30. Næsten alle børnene spiser på skolen og får både morgenmad og frokost. Der er også omfattende sundhedsrådgivning om bl.a. HIV/Aids, malaria og konsekvenser af fejlernæring. Med vores støtte kan skolen udvide rådgivningsvirksomheden og samtidig optage flere elever og dermed hjælpe flere af de forældreløse børn i Bushenyi.
Hvad er deres overordnede mål?
”Småbørnsskolen vil sikre at børns rettigheder anerkendes og respekteres i lokalsamfundet. Vi anser uddannelse som en nødvendighed i arbejdet mod dette mål. Vi arbejder aktivt mod at udrydde analfabetisme og hermed gøre videre uddannelse mulig, samtidig med at vi styrker børnenes tro på sig selv og egne evner. Dette arbejde skal holde børnene væk fra gaden og fri fra kriminalitet.”
| Skoleleder og præst Ezra Natumanya taler ved et arrangement i Bushenyi |
Hvorfor er denne skole nødvendig?
Eksempel: Fejlernæring
Fejlernæring er et udbredt problem i Bushenyi, selvom det er et frugtbart landbrugsområde. Grunden til den udbredte fejlernæring er bl.a. at den lokale landbrugsproduktion er meget fokuseret på bestemte afgrøder så som bananer, te og kaffe, hvilket betyder at andre produkter er nedprioriterede. Således kunne man forholdsvist nemt dyrke mere majs eller flere gulerødder i Bushenyi, men dette sker ikke pga. vanetænkning ifht. landbruget. En indgroet tro på bestemte produkter som vejen til mere velstand forhindrer også nye ideer i at brede sig. Ydermere, så eksister der et meget lavt bevidsthedsniveau om ernæring og konsekvenserne af fejlernæring. Oplysningskampagner og informationsspredning er dyre aktiviteter, som vi tager for givet i Danmark, men i Uganda er situationen en helt anden.
Småbørnsskolen forsøger at gøre en forskel. Igennem oplæg og diskussionsgrupper med børnenes værger og forældre forsøger skolen at højne bevidstheden om vigtigheden af god og varieret ernæring.
- Værger og forældre bidrager med mad og brænde
- Uganda Baptist Church (hvor skolelederen er præst), støtter skolen med et fast bidrag hvert år.
- Venner af skolen støtter med personlige bidrag.
- Forældre fra mere velhavende familier betaler selv for deres barns uddannelse på skolen og bidrager således til skolens drift.
- Skolen har sin egen grøntsagshave, hvorfra alt hvad der ikke spises af eleverne bliver solgt på det lokale marked.
Hvad bruger de pengene på og hvad har de brug for?
- Materialer, f.eks. indkøb af undervisningsmateriale, sportsartikler, mad, kridt og skoleuniformer til eleverne.
- Krisehjælp og omsorg for de børn som har mistet deres forældre pga. HIV/aids eller på anden måde har været udsat for traumatiserende oplevelser.
- Rådgivning af børnenes værger, f.eks. om ernæring, så disse kan få en dybdegående forståelse for børnenes situation og behov.
- Refereringsordningen, som er et netværk af hjælpeorganisationer, der hver især tilbyder forskellige serviceydelser. Refereringsordningen fungerer ved at én organisation kan referere til en anden. Hvis et barn eller en familie f.eks. lider af malaria, så kan Småbørnsskolen referere (dvs. henvise) dette barn til Ugandisk Røde Kors, som uddeler gratis myggenet (malaria overføres ved myggestik).
- Udvekslingsbesøg, hvor eleverne besøger andre skoler i lokalområdet og således får varierede læringsoplevelser og større kendskab til lokalområdet. Disse besøg tager ofte udgangspunkt i sports- og legeaktiviteter.
- Administrationsomkostninger, som skal dække løn til de ansatte, som består af 6 lærere, 1 sekretær, 1 kok, 1 regnskabsansvarlig og 1 skoleinspektør. Derudover skal der betales for vand, elektricitet, kontorartikler, potentielle lægebesøg og reparation af computere.
Skoleledelsen håber på at kunne reparere skolens meget faldefærdige lokale og måske udvide med to ekstra klasselokaler, eftersom alle 91 elever for tiden undervises i det samme lokale.
Skolelederen, Natumanya Ezra, er ansvarlig for at melde tilbage til Danmark om hvorledes de tilsendte penge er blevet brugt.